Mariagerfjord

I bunden af det dejlige Nordjylland ligger Mariagerfjord, der snor sig igennem det smukke landskab.

I Mariagerfjord er der noget for alle, med dens smukke natur og mange muligheder, uanset om du er til fods, løber eller på cykel er mulighederne mange - oplev bl.a. Bramslev bakker, Øster skov, Roldskov, Store blåkilde eller bare den skønne natur generelt. Er du samtidig til overnatningen i det fri, er der mange telt og shelterpladser langs de mange ruter!

Er du mere til oplevelser i vandet, kan du passende lægge din båd til ved en af de mange havne der er langs fjorden. Har du ikke egen båd kan du prøve en tur med den gamle damper Svanen som sejler en udsigtsflot rute med mulighed for forplejning.

Visit Mariager skriver følgende på deres hjemmeside om vores fantastiske lystfiskeri:

Havørreder kaldes populært for ”sølvtøj”. Navnet refererer til ørredens smukke sølvfarve kombineret med, at det er en af de mest eftertragtede fisk blandt lystfiskere. I Mariager Fjord kan vi passende opgradere ørreden fra sølvtøj til det pureste guld. Ørrederne i fjorden er nemlig ikke bare velnærede grænsende til det fede. Mange af ørrederne har også en helt unik farvesammensætning af rødlige, brunlige og netop guldfarvede nuancer. Og så optræder de i et antal, der gør ørredfiskeriet i Mariager Fjord til noget unikt i Danmark – ja, velsagtens i Europa.

Er du mere til put-n-take søer, findes der 2 i Hadsund og flere i kort afstand herfra.

Vil du helle selv dyppe tæerne i vandet, så har Øster Hurup en fantastisk og børnevenlig strand med blødt sand og flotte klitter. Dette er simpelthen østkystens svar på vestehavet!

Børnefamilierne kan glæde sig over den nyere og moderne Hadsund skole, der rummer alle klassetrin. Skole og idrætsområde er placeret tæt sammen, så alle faciliteterne bliver godt udnyttet. Byen har desuden biograf, kulturcenter, museum, bibliotek samt et godt udvalg indenfor café og restauration.  

Historien om Hadsund by!

Går vi mere lokalt til værks har Hadsund siden 1100-tallet været benyttet som et overfartssted over Mariager Fjord. Her slog vejen fra Hobro langs fjordens nordkyst et slag helt ned til vandkanten ved Sundhusene og færgegården og fortsatte derfra videre nordpå mod Aalborg. Men det var først med ændringerne i landbrugets struktur i årtierne omkring år 1800, at der blev behov for mere end et færgested ved Hadsund.

Med landbrugsreformernes omlægning af landbruget voksede produktionen, og behovet for handel, der dengang var forbeholdt købstæderne, fulgte med. Det var også tilfældet i det sydøstlige Himmerland, men herfra var der uforholdsmæssigt langt til nærmeste købstad. Ad datidens veje var afstanden til Aalborg 53 km. og 45 km. til Hobro. et besøg i købstaden krævede flere dages rejse, og det stod hurtigt klart for lokalbefolkningen, at der var behov for en ny by, der kunne udfylde tomrummet. Fra 1. december 1854 blev det gamle færgested derfor gradvist til Hadsund, som vi kender den i dag.

I 1883 blev der etableret jernbaneforbindelse til Randers og år 1900 også til Aalborg. I 1904 fik byen sin længe ønskede broforbindelse, så den sydlige del af landet nu kunne køre over den smalle Mariager Fjord. I 1911 blev en realskole etableret, og i 1914 blev en Teknisk Skole også etableret. Efter flere års arbejde lykkedes det i 1919 at få politiet til Hadsund, ved indvielse af Hadsund Politigård den 1. november 1919. I 1937 blev Hadsund en selvstændig kommune, oprettet ved udskillelse af Vive og Skelund-Visborg Sognekommuner. I 1968 blev byens nye rådhus indviet. I 1976 blev den nye Hadsundbro indviet af Dronning Margrethe

Hadsund by er under løbende forandring. Der arbejdes bl.a. hårdt på fornyelse af havnefronten og et endnu større indrætsanlæg.

 

Internet

Som mæglere møder vi ofte spørgsmålet: Hvordan er mulighederne for internet?
Spørgsmålet må siges at være yderst relevant. Over 50 % af køberne undersøger dette inden køb, da internettet er blevet en vital del af dagligdagen i de fleste hjem og spiller en stadig stigende rolle.
Interessen for gode internetforbindelser gælder dog ikke kun fast bolig men også ved køb af sommerhuse. I sidst nævnte tilfælde arbejdes der i øjeblikket på fiberløsninger i store dele af landet, herunder også Mariagerfjord.
Det er derfor tiltrængt, at Boligsiden.dk netop har lanceret et tiltag, der gør det muligt at se internetmulighederne på boliger, der er salgsmarkedet. Tallene kommer fra Tjekditnet.dk, der er Energistyrelsens oversigt over bredbåndsmuligheder og dækker pt. 90 % af de boliger, der er i udbud.
Når vi står og fremviser boliger, så har det betydning for køber, at handlen er så gennemskuelig og informativ som mulig. Vi glæder os derfor over dette hjælpende tiltag.